Handisex.dk

Handicap og sex i Sverige!

Handisex har deltaget i en artikel om handicap og sex i Sverige.

Læs artiklen her om det fokus der efterhånden er på Handicappede og sex i broderlandet.

30-07-2012 af Janne Jaaks

Prostitutionsdebatten
har glødet gennem foråret. I folketinget. I pressen. Blandt de prostituerede selv. Blandt kunderne. Blandt mennesker med handicap. Selv Bubber har på TV taget del i diskussionen.
Alle har en holdning og en mening om problematikken… men kun få har noget reelt at have den i! Dét har jeg til gengæld.

Jeg ønsker med denne klumme IKKE at signalere mit ”for eller imod” ulovliggørelse af prostitution. Alene af den grund, at jeg har et ambivalent forhold til spørgsmålet. Klummen er tænkt som baggrundsviden til dig, så din holdning i det mindste baserer sig på et nuanceret billede og ikke som for manges vedkommende på billige vrangforestillinger, tro eller nærmest overtro.

Lad mig tage udgangspunkt hos Socialministeriet, der burde være garant for kvalitet og saglighed. Uha… læg lige mærke til at Socialministeriet tillader sig at gøre forskel på mennesker uden handicap og mennesker med handicap. Jævnfør nedenstående citater:

I Socialminsteriets gamle vejledning står:
"Der kan være personer, der har brug for (...) kontakt til en prostitueret. Hjælpepersonen må i nogle tilfælde følge personen til den prostituerede. Det kan også være relevant, at hjælpepersonen har en samtale med den prostituerede for, sammen med personen, at formidle ønsker, sørge for at der er afsat tid nok etc."

I Socialministeriets NYE vejledning står der:
"I enkelte tilfælde oplever fagpersoner, at en borger udtrykker ønske om hjælp til at tage kontakt til en prostitueret. Fagpersoner har ikke pligt til at formidle en sådan kontakt.”

Faglig erfaring og viden fra praksis
Tilbageskridtet i Socialministeriets holdning til praksis fornægter sig ikke. Hvordan kan netop dette ministeriums skriverkarle få sig selv til at reklamere med så megen pinlig uvidenhed og mangel på kendskab til faglighed?

Jeg er faktisk én af de få, der kan sige noget kvalificeret omkring fagligheden, omkring praksisfeltet i omtalte problematik.
Fx det faktum, at mange mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse af og til benytter prostituerede til at opfylde nogle af deres seksuelle behov. Simpelthen fordi de ikke ikke tilbydes andre muligheder! De har ofte ikke en kæreste, og hvis de har, får de ikke den optimale hjælp til at være seksuelt sammen. De mangler det, vi andre tager for givet i vores seksualliv.

Jeg har, siden 1998, gjort mig praktisk erfaring som seksualvejleder/sexolog på forskellige institutioner, hvor der bor mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsniveau. Et enkelt sted har jeg været fast hver eneste uge de seneste 10 år, andre steder som konsulent på tilkaldebasis. Jeg har endvidere selv en socialpædagogisk baggrund, og har derfor et indgående kendskab til både borgernes og personalets situation omkring forholdet til seksuelle behov og brugen af prostitution.
Det ryster mig, at man på mange institutioner og bosteder, med mennesker med fysiske og psykiske handicaps, slet ikke ved, hvordan man skal tackle borgernes fysiske seksuelle behov. Pinligt i år 2012. Jeg ved, at mange ansatte forestiller sig, at der skal et egentligt samleje til for seksuelt at tilfredsstille den enkelte borger. Skandaløst, for så sker der oftest én af to uheldige ting:

1. Personalet gør ingenting ved borgerens behov. Resultat: Borgeren bliver enten fortsat frustreret, forvirret og uligevægtig – eller trøstespiser - eller bliver nedslået og indelukket – eller mister al motivation i dagligdagen - eller udøver seksuel chikane – eller i værste fald foretager et seksuelt overgreb. Intet er ond vilje, men en forventelig reaktion af afmagt - for lysten og naturens behov er der jo!

2. Personalet skaffer en mere eller mindre tilfældig prostitueret fundet i avisen eller på nettet. Måske kører man borgeren hen til hende/ham. Måske kommer hun/han på institutionen. Personalet går en tur under seancen – og tænker, at alle er glade bagefter. Af og til ender denne situation godt for borgeren, men så skal man være ualmindelig heldig. For der er mange spørgsmål, der fagligt skal stilles:
Sørger man for, at borgeren inden besøget har den fornødne forståelse for, at dette besøg IKKE kan opfattes som begyndelsen på et kæresteforhold?
Får man, i borgerens tempo, talt grundigt igennem, hvilke specifikke ønsker og forventninger han/hun har til besøget?
Får man videregivet disse informationer til den prostituerede?
Sørger man for et personligt møde med den prostituerede, så man har fået talt igennem, hvad det vil sige, at arbejde så tæt med netop dette menneske med handicap?
Får man talt om eventuelle kommunikationsudfordringer? Om kropssprog? Om fysiske begrænsninger hos borgeren? Om kognitive begrænsninger hos borgeren? Om prævention? (Jeg tør næsten ikke nævne, at jeg har mødt personaler, der alene spurgte den prostituerede om prisen for ydelsen) 
Og hvad med den prostituerede? Under hvilke forhold arbejder hun/han?
Er der tale om et arbejde, som udelukkende sker af egen fri vilje og lyst?
Er der en anden, der også skal tjene på det job hun/han udfører?
Passer hun/han godt på sig selv?
Mærker man et menneske, som med glæde er imødekommende og nysgerrig i forhold til opgaven? Hvis ikke – så er man gået forkert i byen.
Alle disse spørgsmål… og flere til - er fagligheden i opgaven! Med fagligheden på plads kommer seriøsiteten helt anderledes ind i billedet – af både den prostitueredes opgave, personalets opgave og personen med handicappet. Seksualitet og handicap er ikke tilfældighedernes holdeplads, mine damer og herrer… og Socialminister!

Fra en institution kender jeg to mandlige borgere, der på egen hånd var i stand til at lave aftaler med to tilfældige, kvindelige prostituerede. Efterfølgende talte jeg med en af de unge mænd, der desværre kunne berette at besøget hos et par unge, thailandske kvinder ikke havde været nogen succes. De to ungersvende havde betalt et større beløb og slet ikke fået nogle af de seksuelle ydelser, de havde ønsket og bedt om.

Personalet har et ansvar. At lukke øjnene og sige ”nej tak til prostitution” er ikke ansvar. Det er uansvarligt og ikke værdigt for et personale, der er sat til at hjælpe mennesker med handicap. Det er skamfuldt, intet mindre!

Jeg har selv foranlediget et rigtig fint samarbejde med to kvindelige prostituerede og en prostitueret mand gennem de seneste 10 år. Alle tre har jeg fundet gennem en meget, meget grundig research. Derfor blev besøgene den succes, det hele drejede sig om!

Etik  - og alternative veje
Ja, hva’ med etikken? Etik er den gode handling… ganske enkelt. Også når det gælder begrebet prostitution og mennesker med handicap. Den ”gode” prostitution kan være vanskelig at finde. Det kræver virkelig research og faglighed… som leveret af erfarne seksualvejledere og sexologer inden for handicapområdet.
Jeg forstår godt, hvis mange alligevel tænker, at prostitution er negativt ladet og derfor en svær ”kamel at sluge” rent etisk.
Så med det for øje, hvad er så den gode handling? Den bedste handling?
Er der et reelt alternativ til seksuelle ydelser leveret af prostituerede, når det drejer sig om mennesker med massive handicaps?  Findes dette i Danmark?

Ja, der findes Handisex!
I Handisex tør og gør vi det, alle de andre ikke gør. Vi handler!

Forestil dig, at du trænger til at blive rørt ved! Hvad gør du?
Du handler!
Måske går du til en massør, og betaler for en vidunderlig massage. Der er ikke noget seksuelt forbundet med selve massagen – men du får din berøringslyst dækket. Den kropslige berøring er vigtig. Et naturens behov. Man taler om ”hudsult”, hvis man ikke bliver rørt ved jævnligt. Kropslig berøring er vigtig, men er sjældent nok.

Nu mærker du den seksuelle lyst. En higen i tanker, følelser og underliv. Hvad gør du?
Du handler!
Måske går du til en prostitueret…  hmm, næppe den første løsning – eller anden eller tredje, vel?
Du tilfredsstiller selvfølgelig dig selv. Med onani. Med fingre eller erotisk legetøj. Alt efter dit temperament. Du søger efter den rullende orgasme – denne vidunderlige følelse af sammentrækninger i underlivet – bare slippe tid og sted og tanker om dit og dat.
Du handler! Fordi du kan!

Orgasme er naturens egen lykkepille
I Handisex tilbyder vi hjælp til netop orgasmen, som er så givende for os mennesker. Under orgasmen frigives de centrale signalstoffer i hjernen, som er med til at give os mennesker større velvære, mere glæde og en følelse af større tilfredshed. Det er stofferne serotonin og dopamin.
Serotonin hæmmer tendensen til aggressiv adfærd og fremmer i stedet den sociale adfærd, lysten til samvær, social tillid og giver en følelse af at være forbundet med andre.
De såkaldte lykkepiller fremmer netop serotoninproduktionen, men piller er piller… de er kunstige og har bivirkninger – ofte store. Så hvorfor ikke bruge naturens egen pille til formålet: Orgasmen.
Dopamin gør os glade, nysgerrige, interesserede og motiverede. Vi har det godt. Vi føler os nærmest lykkelige. Dopaminniveauet stiger automatisk meget, når vi dyrker sex og øges yderligere, når vi bliver følelsesmæssigt stimulerede, glade og tilfredse.
Går vi derimod rundt med et lavt dopaminniveau, oplever vi meningsløshed, sløvhed, ubehag, manglende motivation og tilbøjelighed til at trække os tilbage.
Så igen… lad os undgå det lave niveau. Dyrk sex og bliv glad… og få en masse fordele med ved samme lejlighed.

I Handisex kender vi orgasmens kemi, betydning og værdi. Vi kender meget til seksualitet… dens væsen, mysterier og mangfoldigheder. Vi arbejder med mennesker med handicaps.
Vi ved, hvilke problemer mennesker med handicaps slås med. Vi har mange års erfaring på dette felt. Vi har praktisk erfaring. Og så har vi dét, Danmark har allermest behov for, når det gælder problematikken omkring seksualitet og mennesker med handicaps: Vi har modet til at handle!
Vi ER alternativet til prostitutionen, som så mange er kede af. Vi ER den gode handling, vi ER etikken, som alle kan tilslutte sig.
Vi ER kun et klik fra dig… uanset om du er personale, pårørende eller det er dig med handicappet.
Vi ER løsningen for Socialministeriet… for VI skelner ikke mellem nogle som helst mennesker.

Og meget væsentligt: Vi er helt neutrale i forhold til den daglige arbejds- og kontaktrelation hos de mennesker, vi hjælper. Vi kommer på besøg – udfører vores job – siger farvel og på gensyn.

25-06-2012 af Michelle

Fantastisk

…at Socialministeriet har skrevet en ny og væsentligt mere konkret håndbog om handicap og seksualitet – Seksualitet på Dagsordenen. Den kommer stort set alle vigtige problematikker til livs. Hvordan man som hjælpeperson faciliterer en god og åben dialog. Hvilke spørgsmål, der er relevante at stille. Hvem man skal ringe til. Hvad man skal tage højde for, når brugeren har et psykisk handicap, og hvordan det adskiller sig fra en bruger, der har et fysisk handicap.

Knap så fantastisk

…at én meget central problematik forbliver overset. Hvad pokker nytter en god åben dialog med en bruger, der har muskelsvind eller CP og ikke kan bevæge en eneste knogle eller muskel i kroppen, når han eller hun ønsker at mastubere? Skal man vise hende en instruktionsfilm om ’hvordan man onanerer’? Ikke helt optimalt – hun kan ikke bevæge sine hænder og kommer derfor aldrig til at kunne gøre det selv. Skal man gå i dialog omkring, hvor træls der er, at hun sidder der, og aldrig kommer til at kunne gøre det selv? Eller måske finde hjælp fra en støttegruppe i hendes handicaporganisation?

I den eneste vejledende håndbog der er skrevet i Danmark om handicap og seksualitet, er det en totalt fraværende problematik, at mennesker med fysiske funktionsnedsættelser, der særligt rammer håndsfunktionen, ikke kan nusse sig selv, kæle for sig selv, give sig selv eller andre nydelse ved berøring. Ej heller have seksuelt samvær med sin partner, hvis partneren også er fysisk begrænset.

Hvorfor er problematikken underbelyst?

Måske fordi vi på trods af vores gode intentioner, åbenhed og progressive tiltag, stadigvæk ikke kan rumme, at empati, medmenneskelighed og velvære ikke kun eksisterer i ’den gode vejledende dialog’, men også i konkret hands-on hjælp. Vi påstår, at vi er bange for at krænke, forgribe os, rykke ved grænserne for ’acceptabel social adfærd’ og skabe unødige forventninger i relationen. Jeg påstår, at vi er bange for den seksualitet, der lever i os selv. Vi lukker øjnene, for den glæde og kraft, en åben, livlig og udfoldende seksualitet forårsager. Vi kan ikke rumme den i os selv, og derfor ikke i andre. Jeg siger, at det er på tide, at vi åbner øjnene og tager seksualitet alvorligt, alle aspekter inkluderet!

19.5.12. Af Asgerbo.

Afhængighed – det virkelige handicap.

Det er en regnfuld og kølig forårsaften og der er lagt i kakkelovnen til en fortrolig aften for unge spastikere om sex og kærlighed. De daglige hjælpere bliver sendt uden for døren og en ung kvinde beder blufærdigt om hjælp. Hun er teenager, fuld af nysgerrighed og lyst. Lyst til livet. Lyst til sin kæreste.  Men hun er også afhængig. Afhængig af hjælperne på bostedet. De samme hjælpere der, når hun er intim med sin kæreste på sit værelse, braser ind uden at spørge om lov. Hun har svært ved at snakke om det og endnu sværere ved at holde fast i sin ret til privatliv. Et privat liv der kun er så privat, som dem hun er afhængig af tillader det.

Kroppen spasmer der ud af og angsten lyser i hans øjne, da jeg spørger hvem der kommer i morgen. Han er forfatter, humanist og foredragsholder. Hans sind er spørgende og hans sjæl fuld af liv.  Han er født med cerebral parese, spastisk lammet og uden talesprog. Han er afhængig af mine arme når han skal på toilettet, min fatteevne når vi kommunikerer og min mund, når hans tanker skal til orde. Og når jeg ikke er der, er han afhængig af en anden.  I morgen er det en anden. En ny hjælper der ikke ser ham. Ikke forstår ham. Ikke tager tiden til at læse ham. En dag med numseklud i ansigtet og enstavelsesord som pseudonym for dialog.

For første gang i sit liv oplever hun, hvad det vil sige at få orgasme. Hun er mor, sygeplejeske og fraskilt. Efter 20 år med sklerose og uden sex, finder hun modet til at få praktisk sexhjælp. Hendes krop er reduceret til sondemad og bleskift og helt basale funktioner er sat ud af drift. Men det ved hendes seksualitet ikke – eller også er den ligeglad. Den vågner fra sin dvale. Lever. Bobler. Sprudler. Men det bliver en kortvarig glæde.  Seksuel lyst og nydelse for mennesker i hendes situation er tabu. Hun er afhængig af den eneste hjælper hun tør betro sig til og som står for planlægningen. Da han stopper slutter også eventyret og hendes ret til seksuelle udfoldelse.

Tre forskellige mennesker. Tre forskellige liv. Tre forskellige historier.

Bundet sammen af ét handicap. Afhængighed.

Vi fødes afhængige, så vi kender alle til følelsen. Men at være afhængig af andre hele livet. Hver dag. Hele dagen. Og dagen efter. Den følelse kender kun de, der må leve med det. Vi andre kan få hjælp af synonymordbogen til at forstå: Afhængig = ”lænkebunden”, ”ufri” og ”umyndig”. Lige meget hvilket synonym vi vælger, fører det samme sted hen. Nemlig ingen steder.  Kun til afmagt og hjælpeløshed.

Med mindre vi begynder at respektere de mennesker der er afhængige af os. Ikke med floskelpapiret ”alle har ret til et sexliv” i hånden, alias dem der skaber problemer er vi nødt til at rette. Resten har ret til at blive forbigået i tavshed.  Men på en måde hvor vi opfanger frustrationer, accepterer behov og virkeliggøre drømme. Også når det er besværligt. Især når der er besværligt.

Jeg gør mit bedste. Gør du?